Forskningsnettet

Forskningsnettet har mødt lektor Simon Heilesen i et e-lærings-system til en metasnak om e-læring. I virkeligheden skal vi først nu til at finde ud af, hvad de virtuelle verdener kan bruges til i undervisningssammenhæng. Simon Heilesen holdt oplæg på Forskningsnet konferencen 2007 om Vilkår og muligheder i det sociale web.

Klik på et spørgsmål og få svar fra Simon Heilesen:

• I et af dine indlæg her i konferencen skrev du, at e-læring bestemt ikke er en fest. Hvad mente du med det?
• Vil du kalde det, der foregår herinde i jeres e-lærings-system for E-læring 2.0?
• Er underviserne klar til E-læring 2.0? Og hvad kræver det af underviserne eller af universiteterne?
• Bliver e-læring til en fest, hvis den foregår i Second Life?

Et RUC-undervisningslokale i Second Life. Lokalet er indrettet af Sisse Siggaard Jensen, der her fortæller Simon Heilesen om sine oplevelser med kurser i Second Life.

Forskningsnettet: I et af dine indlæg her i konferencen skrev du, at e-læring bestemt ikke er en fest. Hvad mente du med det?

Simon Heilesen: Vi har efterhånden haft e-læring i 40 år. Det har heddet:

• Computerformidlet undervisning
• Computerstøttet læring
• Computerbaseret læring
• Webbaseret læring
• Netstøttet og netformidlet læring og meget andet.

Kært barn har mange navne. Og lige netop dette "barn" er et problembarn. Det viser sig mere og mere tydeligt, efterhånden som det nærmer sig panikalderen.

Forskningsnettet: Ja, lige her omkring de 40 år ;-)

Simon Heilesen: Sidste år var temaet for den meget anerkendte CAL e-lærings-konference således: ”Hvor blev uddannelsesrevolutionen af”? Tilsvarende spurgte en af vores ledende e-lærings-forskere, Elsebeth Korsgaard Sorensen, i oplægget til en antologi, som udkom forrige år: ”Hvorfor er visionerne ikke blevet virkeliggjort og påvist mere bredt i design og praksis i uddannelse?” I samme bog beretter fx Jørgen Bang og Christian Dalsgaard om, hvordan de virtuelle universiteter ét for ét har lidt skibbrud.

Forskningsnettet: Er e-læring druknet ;-?

Simon Heilesen: Nej, det er ikke lutter elendighed! Vi skal skelne mellem administrative og pædagogiske formål. Netop sådan et e-lærings-system eller LMS, som vi skriver sammen i nu, er et godt eksempel på effektiv undervisningsadministration. Her kan vi anbringe semesterplaner, litteraturlister, powerpoints og forelæsningsnoter. Vi kan håndtere afleveringer og feedback. Vi har mulighed for at dele og for at arkivere filer. I det omfang underviserne bruger det – og det er meget forskelligt fra universitet til universitet og fra fag til fag – så er det det et godt værktøj. På dette område er der sket en masse. Som pædagogisk redskab er LMS'et derimod mere tvivlsomt. For bidrager det egentlig med noget nyt? Eller byder det bare på mere eller mindre vellykkede remedieringer af kendte undervisningsformer? Har vi overhovedet styr på, endsige overblik over, hvilke muligheder de nye medier byder på?

Forskningsnettet: Ja, jeg har for nylig set Christian Dalsgaard fra Aarhus Universitet sætte e-lærings-systemer og social software op over for hinanden – nærmest som modsætninger. E-lærings-systemer repræsenterer den institutionaliserede læring, mens social software repræsenterer den selvstyrede læring …

Simon Heilesen: Der kan være tale om modsætning, hvis vi alene ser på konventionelle e-lærings-systemer og en forholdsvis konventionel brug af dem. Men der er nu ikke noget i vejen for at benytte en e-lærings-platform som ramme for selvstyret læring. Det er også sandsynligt, at nye versioner af e-lærings-systemer vil byde på Web 2.0-lignende funktionaliteter. Men som tingene ser ud nu og her, så kan det i hvert fald være svært at overbevise underviserne om, at der er andet end nogle praktiske fordele ved at bruge LMS'et. Samtidig er de ikke i tvivl om, at ulemperne er til at tage at føle på. Øget tidsforbrug uden hverken arbejdstidsmæssig eller kollegial anerkendelse af indsatsen er nok den største af dem.

Forskningsnettet: Så e-læring kan aldrig blive en fest?

Simon Heilesen: Hvis e-læring skal "blive en fest", skal der først og fremmest en holdningsændring til. Det nytter ikke at slæbe underviserne på kursus eller at beordre dem til at leve op til nogle luftige formuleringer i en handlingsplan. DE SKAL KUNNE SE NYTTEVIRKNINGEN. Derfor har vi brug for eksempler på vellykkede anvendelser:

• Vi har brug for samarbejde på tværs af universiteterne om gode løsninger
• Vi har brug for, at der afsættes tid og teknisk og pædagogisk assistance til, at interesserede undervisere kan sætte sig grundigt ind i og afprøve, om og hvordan nye medier kan være en støtte for undervisningen – eller endda være med til at udvikle den.

Forskningsnettet: Vil du kalde det, der foregår herinde i jeres e-lærings-system for E-læring 2.0?

Simon Heilesen: Der er ikke meget "2.0" over et almindeligt e-lærings-system. Begrebet E-læring 2.0 blev introduceret af Stephen Downes i 2005, og det bygger på et andet begreb, Web 2.0, som stammer fra 2004. Meget forenklet er du og jeg "brugere" i Web 1.0 og "medproducenter" i Web 2.0, samtidig med at nettet overtager rollen som den platform, hvor programmerne kører. Deraf følger, at et e-lærings-2.0-værktøj ikke længere er et læringsstyringssystem – Learning Management System, LMS – men derimod et personligt læringsredskab, et forfatterværktøj og et miljø, hvor den enkelte i interaktion med andre kan hente, blande, genbruge og skabe information og skræddersy den til egne mål og interesser. I E-læring 2.0 sidder den studerende i midten af et spind, hvor han eller hun frit kan trække på alverdens ressourcer, bogstaveligt talt. Og underviseren er kun en af dem.

Forskningsnettet: Har du et konkret eksempel på E-læring 2.0?

Simon Heilesen: Det er en ny situation, og den er hverken særlig godt beskrevet eller særlig godt forstået endnu. Men det handler i hvert fald ikke om at slippe alle tøjler og lade den studerende kaste sig frit ud i uformel læring blandt alle de herlige ting, man kan finde på nettet. Jeg har svært ved at give et eksempel på E-læring 2.0, men jeg kan godt give nogle eksempler på Web 2.0-værktøjer, der ser spændende ud:

• Der er webloggen, som mange studerende bruger til at specialeblogge og dermed hente råd og vejledning fra mange andre kilder end lige netop specialevejlederen.
• Der er en bibliografidatabase som citeulike, hvor man selv kan både samle litteraturhenvisninger og se på andres: Hvis jeg nu søger på "læring", så får jeg en lang liste med henvisninger, mange af dem med andre brugeres kvalitetsbedømmelse. Men jeg kan også vælge at se på, hvordan nogle af disse andre brugeres litteraturhenvisninger ser ud som helhed. Og det kan være nyttigt.
• Del.icio.us er en linkdatabase med tags, dvs. nøgleord, som brugeren selv definerer. Det er et godt redskab til at systematisere information, som man finder på nettet, og det kan igen være lærerigt at se på, hvilke nøgleord andre brugere knytter til den samme information.
• Wiki kender de fleste fra Wikipedia. Det er et hypertekst-tekstbehandlingsværktøj, som er utrolig velegnet til samarbejde og videndeling.

Listen over gode værktøjer er faktisk meget lang. Og her sidder vi så med et LMS, som blot kan tilbyde en langsommelig tekstdialog.

Forskningsnettet: Ja, selv om du skriver hurtigt 8-)

Simon Heilesen: Problemet med de fleste LMS'er er, at de ikke kan følge med udviklingen, og at det er dyrt og besværligt at få foretaget ændringer. Her ser jeg store muligheder for open source-systemer som Moodle og Sakai, hvor den enkelte institution frit kan lave ændringer og være medproducent af systemet. Men det forudsætter selvfølgelig, at der er en kompetent it-afdeling til at foretage udviklingsarbejdet.

Forskningsnettet: Er underviserne klar til E-læring 2.0? Og hvad kræver det af underviserne eller af universiteterne?

Simon Heilesen: Som allerede nævnt er underviserne generelt ikke klar til E-læring 1.0 eller 0.9 – eller hvad som helst. Det kræver vilje, både fra underviserne og fra organisationen. Det er et emne, som Sisse Siggaard Jensen og jeg har behandlet i Elsebeth Korsgaard Sorensens antologi. Her fremhæver vi, at:

• Institutioner gerne har lettere ved at forstå behov for hardware og software end for "brainware", og at de er under et vist pres fra de bevilgende myndigheder for at levere kvantificerbare resultater, hvad der er vanskeligt, når det gælder tryghed ved at arbejde med nye medier og fremme af pædagogisk nytænkning.
• Institutioner i mange tilfælde ignorerer eller i hvert fald ikke aktivt støtter, samler og forsøger at få en synergieffekt ud af (endsige belønner) de initiativer, som enkelte medarbejdere eller grupper af medarbejdere (ildsjælene) faktisk tager.
• Normering af undervisningsforberedelse normalt ikke tager hensyn til, at det kan være overordentligt tidskrævende at tilrettelægge og gennemføre netbaseret eller netstøttet undervisning.
• Det på kollegialt niveau oftest ikke opfattes som specielt meriterende at give sig i kast med e-læring, og at erfaringsudvekslingen er minimal.
• Netbaserede og netstøttede undervisningsforløb tit er mere krævende end konventionelle, og at de derfor lettere fravælges af de studerende.

Forskningsnettet: Bliver e-læring til en fest, hvis den foregår i Second Life?

Simon Heilesen: Den bliver da i hvert fald farverig. Men igen, vi skal lige finde ud af, hvad virtuelle verdener kan bruges til i undervisningssammenhæng. Det mest dødssyge, jeg kan forestille mig, er, at man bygger et virtuelt auditorium, hvor en festligt udklædt underviser kan forelæse på en nærmest håbløst besværlig måde for et publikum af havfruer, muskelmænd, bimboer, kaniner, faldne engle, og hvad kreative studerende nu ellers kan finde på.

Forskningsnettet: Henviser du til det undervisningslokale, som din kollega har indrettet i Second Life?

Simon Heilesen: _LOL_. Nej, det gør jeg så sandelig ikke! Min nære kollega Chenet Shan, som i den grå hverdag er Sisse Siggaard Jensen, er måske den herhjemme, som har den klareste forståelse for de muligheder, virtuelle verdener har at byde på. Det er jeg ikke helt alene om at mene, for Sisse har netop modtaget en forskningsrådsbevilling på 13 millioner kr. til at udforske brugerdreven innovation i virtuelle verdener. Hun leder en gruppe forskere fra Roskilde Universitet og Copenhagen Business School, og der er en række samarbejdspartnere fra organisationer og erhvervsliv.

Forskningsnettet: Det lyder som om, at vi skal se at komme ud herfra og få et nyt liv ...

Simon Heilesen: Sisses undervisningslokale i Second Life finder du på øen Wonderful Denmark (koordinaterne 120/213/22). Det er alt andet end en remediering af det traditionelle klasseværelse. Og det, der foregår i de lækre orientalske omgivelser, bryder netop med traditionelle undervisningsformer. Det er et godt eksempel på et "laboratorium", hvor man kan afprøve mulighederne for at skabe nye former for undervisning i de virtuelle verdener.

Forskningsnettet: Ja, Forskningsnettet deltager jo også i projektet om virtuelle verdener og brugerdreven innovation – så vi mødes igen i de virtuelle verdener!

Simon Heilesen: Det vil jeg glæde mig til. Du skal bare kigge efter Simonhei Apparachik.